Er du ingeniørstuderende og nysgerrig på, hvordan en forsyningsvirksomhed fungerer i praksis? Har du interesse for klima, vand og tekniske anlæg – og kunne du tænke dig at arbejde med virkelige problemstillinger i en virksomhed, der hver dag sikrer rent drikkevand og håndtering af spildevand?
Så kan en praktikplads hos Lemvig Vand være noget for dig!
Hvad kommer du til at arbejde med?
Hos Lemvig Vand driver og udvikler vi vandværker, renseanlæg, pumpestationer og naturbaserede løsninger. Som praktikant får du mulighed for at arbejde med både almindelige projekter på en forsyning men også udviklingsopgaver, der bidrager til at gøre vores forsyning mere effektiv og bæredygtig.
I løbet af praktikopholdet vil opgaverne blive tilpasset dit studie og dine interesser, og vi planlægger forløbet i dialog med dig.
En praktikplads tæt på driften
Som praktikant hos os bliver du en del af et team, hvor vi arbejder tæt sammen om opgaverne. Du kommer til at samarbejde med både ingeniører, driftsfolk og andre tekniske medarbejdere og får dermed indblik i både projekter, planlægning og den daglige drift.
Vi lægger vægt på, at du får et praktikophold, hvor du både lærer noget nyt og får mulighed for at bidrage med dine egne idéer og perspektiver.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
- Er i gang med en ingeniøruddannelse
- Har interesse for miljø, klima, drikkevand eller spildevand
- Har lyst til at arbejde med analyser og data, projektering, modellering eller andet.
- Kan arbejder struktureret og selvstændigt
- Er god til at samarbejde
- Er nysgerrig og har gå-på-mod
Hvad kan vi tilbyde?
Hos Lemvig Vand bliver du en del af en arbejdsplads med en uformel kultur og et stærkt samarbejde på tværs af fagligheder.
Vi er en relativt lille organisation, hvilket betyder, at du hurtigt får indsigt i mange forskellige opgaver og får mulighed for at arbejde tæt sammen med dine kolleger.
Under praktikopholdet får du:
- En faglig vejleder og en trivselsmentor
- Erfaring med konkrete projekter i en forsyning
- Indblik i drift og udvikling af vand- og spildevandsanlæg
- Et praktikforløb hvor dine læringsmål er i fokus
Praktikperiode
Praktikperiode imellem august 2026 til januar 2027.
Praktikken foregår primært fra vores kontor i Lemvig. Hjemmearbejde kan aftales.
Bolig
Lemvig Vand hjælper i samarbejde med Lemvig Kommune med at skaffe bolig i perioden.
Ansøgning
Hvis du er interesseret i et praktikophold hos Lemvig Vand, er du velkommen til at sende din ansøgning og dit CV til Mette Vilsbøll på mevi@lvs-as.dk
Ansøgningsfrist d. 20.3.2026
Samtaler d. 27.3.2026
Har du spørgsmål til praktikopholdet, kan du kontakte Mette på tlf. +45 61 37 26 60.