Pressemeddelelse: Klar beslutning - Renseanlæg samles i Harboøre

Bestyrelsen i Lemvig Vand har på seneste bestyrelsesmøde truffet endelig beslutning om at samle kommunens spildevandsrensning ét sted. Det betyder, at renseanlægget i Harboøre fremover bliver det fort


Nyheder Jul 11, 2025

Beslutningen bygger på en strategi, der blev sat i gang i 2016, med henblik på at samle al spildevandsrensning, grundet det på sigt ville blive alt for dyrt at fortsætte med 2 renseanlæg med de stigende krav der er, og kommer, til renseprocesserne. Siden da er en række løsningsmuligheder blevet undersøgt og analyseret – både teknisk og økonomisk – og senest har en ekstern, uvildig rådgiver vurderet, at grundlaget for beslutningen er solidt.

Fremtidssikret og robust løsning

At valget falder på Harboøre-anlægget som fortsættende skyldes , at dette anlæg er bedre dimensioneret og teknisk langt mere tidssvarende end anlægget i Lemvig. Anlægget i Harboøre står stærkt i forhold til kommende miljøkrav – herunder det fjerde rensetrin som snart bliver et lovkrav, og som vil være væsentligt dyrere at etablere i Lemvig. Samtidig undgår man store fremtidige investeringer i det ældre anlæg i Lemvig ved at det nedlægges og spildevandsrensningen samles ét sted.

Pyrolyseanlægget er etableret på Harboøre Renseanlæg, så fremover undgår man at transportere spildevandsslam på lastbil fra Lemvig til Harboøre.

Samlet set forventer Lemvig Vand besparelser på både løbende drift og anlæg, ved at samle de to anlæg i Harboøre, samtidig med at der opnås andre fordele ved at lukke det bynære renseanlæg. Alt andet lige er det ikke optimalt at have et renseanlæg der udleder til det mere lukkede vandområde i Lemvig.

Tidspunktet er ikke tilfældigt

Ønsket om ét samlet renseanlæg har været på tegnebrættet i næsten et årti, men først nu er tiden moden til at føre planerne ud i livet. Gennem de seneste år har Lemvig Vand arbejdet målrettet med at udvikle tekniske løsninger, og renovere spildevandssystemet med nye rør og strømpeforinger der sikrer, at det stigende terrænnære grundvand ikke trænger ind i spildevandssystemet – en forudsætning for at kunne gennemføre sammenlægningen.

Samtidig er det nu dokumenteret, at det er teknisk muligt at føre spildevandet i en ny ledning under fjorden. Det er betydeligt billigere, end tidligere beregninger tydede på. Derved skal der ikke graves en ny spildevandsledning ind gennem byen ved havnen. Det har været vigtigt i beslutningen. Med en ny spildevandsledning under fjorden er man med de to ledninger sikret mod eventuelle uheld.

Med overblik over både vandmængder og afledningsveje er det nu teknisk muligt at lede spildevandet til Harboøre Renseanlæg – blandt andet ved at udnytte en eksisterende ledningsforbindelse under fjorden og supplere med en ny ledning.

"Jeg glæder mig over den næste store strategiske investering i Lemvig Vand, og at vi nu er klar til at sætte processen i gang med at lægge de to renseanlæg sammen, med Harboøre Renseanlæg som det fortsættende anlæg. Samlingen af renseanlæggene vil styrke vores fremtidige drift og gøre os bedre rustet til nye rensekrav og teknologiske muligheder," siger Steffen Damsgaard, formand for Lemvig Vand.

Hvad sker der nu?

Med beslutningen truffet vil Lemvig Vand A/S gå videre med at opnå alle tilladelser og indhente tilbud, detailplanlægge og fastlægge en konkret tidsplan for overgangen.

Kontaktoplysninger

Steffen Damsgaard - Bestyrelsesformand Lemvig Vand A/S

Lars Holmegaard – Direktør Lemvig Vand A/S