Indvielsen blev foretaget af Jeppe Bruus, minister for Grøn Trepart, sammen med Steffen Damsgaard, bestyrelsesformand for Lemvig Vand A/S.
Indvielsen markerer et vigtigt skridt i udviklingen af mere bæredygtige løsninger til håndtering af spildevandsslam. Det nye pyrolyseanlæg omdanner slam fra spildevandsrensning til biokul og bidrager dermed til både ressourceudnyttelse og reduktion af klimapåvirkningen.
– Pyrolyse rummer et stort potentiale for at gøre spildevandsbehandlingen mere klimavenlig og cirkulær. Med anlægget i Harboøre tager vi et konkret skridt fra ambition til handling, siger Steffen Damsgaard, bestyrelsesformand for Lemvig Vand A/S.
Pyrolyse: fra affald til ressource Pyrolyseteknologien indebærer en række væsentlige miljømæssige gevinster:
• Slam-mængden reduceres med op til 90 %
• Miljøskadelige stoffer som mikroplast og PFAS nedbrydes
• Risikoen for forurening af natur og grundvand mindskes markant
• Den producerede biokul binder klimagasser og forhindrer udledning til atmosfæren
Anlægget i Harboøre er udviklet i samarbejde med AquaGreen og indgår som en del af Klimatorium Living Lab, hvor nye løsninger testes, dokumenteres og gøres klar til bredere anvendelse i praksis.

Konference satte fokus på pyrolysens rolle i vandsektoren
Indvielsen blev efterfulgt af en faglig konference i Klimatorium – Danmarks Internationale Klimacenter, hvor eksperter, beslutningstagere og interesserede fra hele landet deltog i oplæg og debat om pyrolysens rolle i fremtidens vandsektor.
Blandt oplægsholderne var:
• Sebastian H. Mernild, professor og leder af SDU Climate Cluster
• Carl-Emil Larsen, direktør, DANVA
• Lars Nørgård Holmegaard, direktør, Lemvig Vand A/S & Klimatorium
• Henning Schmidt-Petersen, direktør, AquaGreen
Konferencen blev modereret af Steffen Damsgaard, bestyrelsesformand for Lemvig Vand.
Dagens drøftelser pegede på tre centrale budskaber:
• Pyrolyse er en nøgleteknologi til at omdanne spildevandsslam fra affald til ressource og reducere udledning af klimagasser
• Der er store potentialer inden for CO₂-reduktion, bæredygtig energiproduktion og rensning af miljøfarlige stoffer
• Udviklingen kræver fælles indsatser, herunder gode vilkår for teknologiudviklere, mere vidensdeling og politisk opbakning – særligt i forhold til regulering
– Dagen har vist, at der både er vilje og viden til at bringe pyrolyse videre som en central del af fremtidens spildevandsløsninger, siger Lars Nørgård Holmegaard, direktør for Lemvig Vand A/S. Indvielsen og konferencen blev dermed ikke blot en markering af et nyt anlæg, men også et vigtigt skridt i den grønne omstilling af vandsektoren.